Fisketrøjer i Europa – hvorfor kaldes de guernseys?
Traditionen med at strikke på Guernsey
Den traditionelle fisketrøje er blevet håndstrikket på Guernsey i mere end 400 år. På kanaløerne var der mange får og øboerne fik allerede i 1600 tallet en egns bestemt måde at behandle og spinne garn på. Dette garn blev så populært at øerne ikke var i stand til at supplere alle øernes lokale strikkere garn. Heldigvis fik kanaløerne for mere end 400 år siden, en særstatus fra det engelske kongehus (vi er tilbage til Elizabeth I og Mary Queen of Soctts). De fik lov til at få deres uld spunnet og specielt produceret på de store spinnerier i Yorkshire. Det gav øboerne et meget mere jævnt og stærkere garn og på samme tid langt flere farver garn at vælge imellem. Eksporten af strik fra Guernsey var stor. Man har optællinger tilbage fra 1600-tallet hvor eksporten af strømper lå på 10.000 par om ugen! Men Guernsey blev nu mest kendt for fisketrøjerne som i folkemunde blev kaldt en guernsey. Det resulterede i at helt tilbage i 1851, blev begrebet en guernsey for en fisketrøje, første gang blev optaget i Oxford Dictionary.
Traditionen med at strikke
Traditionelt har pigerne altid lært at strikke af mødre, tanter eller andre lokale kvinder. Strikke færdigheder gik i arv så at sige. Pigerne lærte at strikke på samme måde som de lærte at tale. Abe-efter! De var ikke ret gamle før de fik strikkepinde i hånden og begyndte at arbejde med uld og garn. Det er nærmest universelt, at det er sådan oplæringen altid traditionelt er foregået.
Kvinderne var mange steder afhængige af også at tjene penge til familien. Fiskeri og landbrug var ikke altid en stabil indkomst, derfor måtte kvinderne spæde til så godt man nu formåede. Desuden kunne man jo ikke bare lave ingenting, så når der var arbejdsopgaver, der ikke krævede at man brugte hænder (vogte får eller andre dyr) så kunne man ligeså godt strikke man. Strikningen skulle foregå mest udendørs, da lyset indendørs var så dårligt at man ikke kunne se hvad man strikkede.
Det at strikke en traditionel fisketrøje (Guernsey) foregår med 5 strikkepinde ligesom man strikker strømper så sweateren ingen søm har. Det gør strikken mere holdbar og vendbar. Der er ingen forskel på front og bag. Kvinderne sørgede for at have garnet i en pose bundet om livet i en livrem eller et kraftigt bånd. Pinde og det strikkede arbejde (det kunne godt være tungt) kom i en anden pose, så man kunne stå oprejst eller gå mens man strikkede. Man har estimeret at det tager ca 84 timer for kvinderne at strikke en helt traditionel guernsey.
Der blev selvfølgelig også strikket fisketrøjer til børn. Her blev de strikket så store at barnet kunne vokse i trøjen. Når sweateren blev for lille gik den enten i arv til den næste i rækken eller også blev den trævlet op og en ny sweater blev strikket. Det var netop fordelen ved at ”rund-strikke”. Trøjen kunne nemt trævles op og repareres hvis der giv hul eller trøjen blev slidt.
Der er ikke mange tilbage på kanaløerne der kan håndstrikke de klassiske guernseys længere. I forbindelse med industrialiseringen er strikningen gået fra håndstrik til maskinstrik og håndværket går desværre altså ikke længere gået i arv. Det er ikke en selvfølge at piger og kvinder kan strikke.
Dog har nye tider givet flere yngre lyst til at lære at strikke, men da det nærmest er hoppet 2 generationer af kvinder over, skal disse unge lære det forfra. Gerne af en bedstemor eller ældre nabo, der måske kan huske nogle af de meget traditionelle mønstre der er strikket ind i trøjerne i hovedet. Guernsey eksportere ikke længere deres strik i samme mængder som de gjorde for 100 år siden.
Guernsey fisketrøjer
Guernsey trøjer, der som tidligere nævnt bliver strikket af specielt garn fra Yorkshire, har komplicerede mønstrene både i strikken men også i farvemønstre. Før elektriciteten blev man altså nødt til kun at strikke udendørs, for ellers kunne man ikke se hvad man lavede. Man udviklede en strikkeindustri igennem 1600, 1700 og 1800 tallet og på grund af tæt handel og sejlads fra disse øer til både Europa, Irland og England er disse stramt og tæt strikkede trøjerne med både strik og farvet mønster blev kendt og nærmest verdensberømte.
Grundet Guernseys lange tradition for strikkede trøjer og den høje kvalitet, er fisketrøjer over hele verden blevet kaldt Guernseys. En Guernsey er kendt for at være strikket tæt så den kan modstå vind, salt fra vandet, søluft og stærk sol. Ulden til garnet behandles nænsomt så det beholder så meget af den naturlige ”uld-stof” som muligt og garnet spindes af de lange uldfibre. Det kan man gøre på spinnerierne men ikke i hånden. Det var derfor garnet der gjorde fisketrøjer fra Guernsey ekstra varme og man kunne strikke rigtig tæt så trøjerne kunne hold vejr og vind ude og beskytte fiskeren.
På engelsk taler man om to forskellige typer af sweatre. Guernseys som er den yderste sweater og den kraftigste sweater og Jersey der er en tyndere undersweater men også i 100% uld som holder på kroppens varme. Det at have uld i dobbelt lag, gav kroppen ekstra meget varme.
Egnsbestemte mønstre
Mange steder i England begyndte man at strikke sine egne guernseys. Alene i Cornwall områet har man fået dokumenteret mere end 24 forskellige mønstre (kun i strikningen – ikke farvemønstre) alt efter hvilken egn/by fiskeren kom fra. De forskellige mønstre skulle symbolisere sand, bølger, knob, reb, kæder eller rebstiger alt sammen noget der havde med livet på havet at gøre. Helt specielt for den skotske udgave af Guernsey trøjen gælder knapper på skulderen og en løs rullekrave, der kan knappes på trøjen med store knapper.
På Hybriderne og Shetlandsøerne har man ligeledes mange mønstre i trøjerne, det var vigtigt at man kunne kende manden på hans trøje, både når man holdt udkig efter de små åbne fiskebåde, men også hvis han ikke kom hjem. De skotske mønstre udviklede sig langs kystbyerne fordi kvinderne fulgte med sildebådene (med deres mænd). En fisker følger fiskestimerne og det gør kvinderne også, for de skal behandle fiskene når de kommer ind. Her inspirerede kvinderne hinanden i mønstre både i strikken og med farverne. Derfor blev det nærmest hver by der havde deres egne mønstre.
I Irland har man stadig traditionen med mønstrede fisketrøjer, her er det farvede mønstre. Hver kystby har nærmest sit eget mønster og her kalder man Guernsey trøjen for an Guansy – da dette er den irske udtale af Guernsey.
Det samme gør sig gældende i Norge. Her har hver fisker/bonde (manden var fisker og konen var bonde) nærmest haft hans helt egen fisketrøje. Konen sørgede for at manden kunne kendes på trøjen under han læderkofte som han bar udenpå trøjen, sådan så hun kunne se ham allerede i båden fra land. Man kunne ikke kun leve af fiskeri, man var tvunget til at dyrke den sparsomme jord og kvinderne kunne holde får for at familien kunne klare sig. Kød og ulden var mindst ligeså vigtig for familiens overlevelse som fiskene var. Her brugte man plantefarver til farvning af ulden, så man både strikkede mønstre i ulden, men brugte også mønstre med farver – specielt på ærmerne.
Oppe nordpå på Island, Færøerne og op langs den norske kyst, har man traditionelt strikket fiskertrøjerne dobbelt. Man brugte den inderst uld fra fået til en tynd trøje (det som man på kanaløerne kalder en Jersey) og den mere vejrbestandig og grovere uld til en ydertrøje (den kaldes en Guernsey). Man brugte simpelthen fårets naturlige måde at holde varmen på. Ved at have dobbelt lag af uld opnår man nemlig en ”termo-effekt” så kroppen holdes varm selv under ekstrem kulde. Man skal lige huske at tilbage i 1800 tallet var fiskebåde små åbne træbåde, der ikke gave ly for vejr og vind.
Fiskertrøjer i hele Atlanterhavs området
Da fisketrøjerne som tidligere nævnt strikkes rundt, er den meget nem at pille op og reparere på. Man trak blot strikken op og strikke f.eks. ærmerne om hvis der gik hul på albuen. Helt traditionelt var ryg og front ens, så sweateren kunne vendes hvis det var nødvendigt. Traditionelt har fisketrøjen ikke rullekrave. Trøjen har en lav krave og fiskeren kunne evt bruge en halsklud som beskyttelse.
Fiskertrøjer strikkes stadig i dag af kamgarn. Det betyder at garnet er mere slidstærkt end bare kartet uld. Garnet kæmmes og spindes af langfibret uld, hvor fibrene kæmmes og strækkes så de ligger helt parallelt under selve spindingen. Det er en fin, fast og kompakt type garn der ikke krymper. Når det strikkes meget tæt og på tynde pinde, bliver strikken meget kompakt og vejrbestandig.
Det interessante er at selvom fiskernes trøjer lokalt har haft forskellige udseender i mønstre og farver, er selve modellen faktisk ens.
Det gælder i hele Nordatlanten, Den Engelske Kanal og i Østersøen. Selv kystbyerne i Canada og det nordligste USA har den samme tradition for hvordan deres fiskertrøjer ser ud og strikkes. Det samme gælder fra Nordnorge ned til Normandiet, det nordlige Spanien og Portugal. Udgangspunktet for alle fiskertrøjerne i dag er den traditionelle Guernsey sweater. Helt utroligt, at modellen har overlevet så længe og fortsat bruges af folk der arbejder på havet. Det behøver altså ikke kun at være fiskere, men sweateren bruges generelt af alle typer erhverv, der arbejder på havet netop fordi den er så slidstærk, behagelige at have på. Giver varme og beskyttelse på havet.
Trøjerne har haft lokale mønstre enten i strikken eller i farver. Det vidste de forskellige fiskere, derfor kunne man alene på trøjen og dennes mønster identificere hvor fiskeren kom fra, også selvom der var tale om en ulykke. Ofte i Skotland finder man også mandens fulde navn eller initialer strikket ind i hans guernsey som mønster i trøjen.
Da guernsey sweateren strikkes så den sidder tæt på kroppe, vil den blive på manden selv efter et længere ophold i havet. Derfor var det smart at kunne kende manden på netop hans sweater.
Der kunne gives besked hjem om at manden var fundet. I både Irland og i England har hver by deres eget mønster, det er dog ikke tilfældet i f.eks. Danmark, her har vi haft en traditionel blå trøje med mønster på tværs af bryst og nederst på front og bag. Variationerne kunne være på ærmerne.
Mange kvinder sørgede for at hver enkelt sweater var unik (mærker eller mønstre under ærmet, en ekstra rib på ryg i forhold til front, eller en bevidst fejl i mønsteret) på den måde kunne de altid genkende manden på sweateren, det være sig i båden på vej ind eller hvis han nu ikke komme i land af sig selv. Man skal huske at havet altid har været og altid vil være en farlig arbejdsplads.
Industrialiseringen af strikningen
Da industrialiseringen kom og strikkemaskinerne blev almindelige, blev fisketrøjerne også fabriksfremstillet i stedet for hjemmestrik. Mange kvinder mistede deres ekstra indtægt ved salg af trøjerne, og de unikke mønstre forsvandt også mange steder.
I Danmark fik vi i 1920’erne den danske sømandstrøje fra Søren Nielsen Skytt (SNS), denne blå sømandstrøje er i dag et ikon for mange danskere. Den faste blå uldtråd (stadig kamgarn) strikket tæt og hårdt. Boblerne der sidder på brystet og over lænden er verdenskendt og alle indenfor fiskeri ved at denne trøje kommer fra Danmark.
Rullekraven som vi alle kender fra fiskertrøjen, er kommet med på den danske trøje fra Færøerne og Island, hvor man traditionelt har haft rullekrave på fiskertrøjerne, det havde vi ikke traditionelt i Danmark. Her havde vi den lave krave med evt. en halsklud.
Mange steder i Danmark (specielt i Nordsjælland) kalder man faktisk fiskertrøjen med rullekrave for en ”Rundbrænder”. Der findes ingen officiel forklaring, men der er noget der kunne tyde på at rullekraven godt kunne minde om vægen i en petroleumslampe. Her hedder brænderen nemlig en rundbrænder, men det er som sagt ikke blevet bekræftet. Dog ved vi at udtrykket er brugt i Tisvilde og på Helsingør egnen.
Den hjemmestrikkede Guernsey forsvandt
Den hjemmestrikkede guernsey forsvandt mere eller mindre da man nu kunne købe færdige maskine strikke uldtrøjer og man siden hed begyndte at bruge gummi/olieret bukser og jakker.
På trods af dette er der mange fiskere der stadig bruger deres lokale kendte sømands- eller fiskertrøje. Vi, her i Danmark kender, alle den danske variant i 100% uld (merinould i dag) og med de berømte ”bobler” der kommer fra SNS. SNS startede virksomheden i 1919. Her solgte de forskellige varer men logoen med fisketrøjerne stammer fra da virksomheden startede. Så den klassiske danske fisketrøjemodel har altså mere end 100 år bag sig.
De klassiske bobler som vi alle kender fra SNS fisketrøjerne stammer fra de kendte unikke guernsey mønstre. De har en fantastisk varme og isolerende evne. Kroppen skaber selv varmen i de små bobler, derfor dette mønster på den danske udgave af guernsey trøjen.
Helt unikt for en fantastisk beklædningsgenstand, som selv i dag bruges af alle typer erhverv på havet, er at den nærmest er blevet allemands eje i Danmark. Vi kender alle trøjen og kan på lang afstand genkende de små bobler på bryst og ærmer. Faktisk oplever vi i butikken i Helsingør ofte at kunder går hen og aer deres gamle SNS. Det er helt oprigtig gensynsgælde.
SNS trøjen er helt og aldeles tilknyttet havet uanset om man er fritidssejler, matros på Georg Stage eller i marinen. Kort sagt den blå sweater er tilknyttet havet!
Faktaboks:
At fisketrøjer kaldes Guernsey eller Gansey er der faktisk en forklaring på. I løbet af 1600-1700 tallet var der en livlig trafik mellem Guernsey og det sydlige Irland. Irerne var dygtige til at behandle og opbevare sildene og Guernsey var god til strik. Der var en byttehandel i gang. På Irsk blev Guernsey til Gansey, derfor kaldes fisketrøjer i dag både Guernsey og Gansey.
Faktaboks:
En Gansey i Australien er i dag en fodblodtrøje. Af en eller anden grund har de irske emigranter i Australien brugt deres tynde uldtrøjer til at spille fodbold i, og derfor kaldte man trøjen for Gansey. Det hænger ved den dag i dag. Det burde jo have været en Jersey, men det er en anden historie.
Faktaboks:
I yorkshire området hvor de store spinnerier oprindeligt lå, var der en stor tradition for at strikke. Her bruger man ord som pin for en strikkepind i stedet for niddle som der det engelske ord. Ligesom de tæller mask og ikke stitch hvilket er det engelske ord.
Faktaboks:
Den hat/hue som fiskeren bruger hedder på østkyst engelsk ”Sou’wester”- det er jo lidt sjovt i forhold til vores udtryk Sydvest.
Faktaboks:
På østkysten af USA er hjemmestrikkede sweatre ofte kaldt Jersey. Dette udtryk kommer af en masse skibsbygger der kom fra Kanaløen Jersey til New Foundland tilbage i 1600 tallet. Skibsbyggerne havde nemlig deres hjemmestrikkede Jersey trøjer på.
Disse strikkede trøjer fik også betydning for soldaterne i Nova Scotia og Halifax på den amerikanske østkyst. I 1857 blev guernsey trøje nemlig en del af vinteruniformen, så man var sikker på at de kunne holde varmen. Så soldaterne har en jersey trøje under deres guernesey!
Kilder:
Mary Wright: Cornish Guernesys & Knit-frocks
Line Iversen & Margareth Sandvik: Rett I Garnet
Alice Starmore: Fishermen’s sweaters
Uuve Snidare: Fisketrøjer og andre klassiske trøjer
Gladys Thompson: Patterns for guerneseys, jerseys and arns
Tak for hjælpen til:
Helsingør Museer
Lokalhistorisk arkiv, Skagen, Kystmuseet
Løkken lokalhistorisk arkiv
Gribskov arkiv
