Denne udendørslampe i kort udgave og i funkis-stil vil give dig et godt lys, når du kommer hjem efter mørkets frembrud.
Til trods for at vi har en både lang og fin tradition for design af lamper herhjemme, findes der nu alligevel alt for få at vælge imellem til udendørs brug.
Efter i årevis at have ventet forgæves på, at der ville dukke ’noget’ op, har vi nu selv valgt at gøre noget ved sagen. I tæt samarbejde med en af vore allerbedste producenter har vi således begået denne klassiske udendørs lampe, som vi kalder for Funkis Kort.
Udendørslampe Funkis Kort tager udgangspunkt i en model, der dukkede op i begyndelsen af 1930’erne. Den passede fint ind i tidens strømninger, som fordrede enkle og rene former uden for mange dikkedarer. Lampen holdt sig fint op igennem både 1940’erne og 1950’erne. Herefter forsvandt den af uforklarlige årsager. Vi mener dog, at designet er tidløst, og at det passer særdeles fint ind i både klassiske og nutidige omgivelser.
Lampen er fremstillet i mørk sortbrændt messing. Den oprindelige og klassiske udgave er med kuppel i hvid opal glas, men fås også med gennemsigtigt ’syltetøjsglas’, om man vil.
Funkis Kort har såkaldt bagudgående føring af ledning, hvorfor den kan monteres direkte på overflader af både træ, beton, mur og puds. Ønskes en mere raffineret afslutning eller måske en større stabilitet, alt efter bundens beskaffenhed, anbefaler vi en af vore platter i drejet ask.
Lampen har IP57-klassifikation, hvilket betyder, at den kan bruges ude såvel som inde: I kældre, staldbygninger, garager, på lofter o.lign. Funkis Kort passer desuden fortrinligt til carporten og havegangen og naturligvis på selve huset.
NB! 3-4 ugers leveringstid kan forekomme på denne vare.